Personlige målsætninger er en vigtig del af det at holde sig motiveret som pokerspiller. Det kan selvfølgelig være i form af resultater i kroner og øre, men for turneringsspillere har det lige så ofte noget at gøre med prestigen fra titler.
De mest udbredte er naturligvis de tre største i WSOP'en, WPT'en og EPT'en. Men for belgiske Davidi Kitai er det ikke længere nok med den målsætning. Da han i august 2012 vandt EPT'en i Berlin, satte han nemlig samtidig et punktum i jagten på en Triple Crown, der indebærer titler i netop de tre serier. Og hvad gør man så for at sætte sig op? Det giver han svaret på i et nyt interview med BLUFF Europe:
"Jeg vandt mit andet armbånd ved WSOP sidste sommer, så jeg ville elske at lave en dobbelt Triple Crown. Det ville være fantastisk at være den første spiller til at tage to EPT-titler," lyder det fra den umættelige belgier, der dog også har et par andre ønsker.
Ikke overraskende vil han gerne en dag prøve at være en del af pokerens fineste selskab ved November Nine, og så er der også succes i highroller-turneringer, der mangler lidt på CV'et.
Med mere end $3,6 millioner i samlede præmier er Kitai den mest vindende belgiske turneringsspiller gennem tiden.
Kitai: Jeg vil være den første med en dobbelt Triple Crown
Jonas Hjortdal