Der har for en gangs skyld været rigeligt at smile af for danske Gus Hansen her i weekenden. Den danske highroller har virkelig lagt sig i selen og er ved at runde 5000 hænder over de seneste to døgn.
Og der har i den grad været kontant afregning ved kasse et. $540.000 har han rundet for samlet plus for weekenden, hvilket svarer til godt og vel tre millioner danske kroner.
Opsvinget kommer på det bedst mulige tidspunkt for Gus, der ellers i et interview med PokerListings tidligere på ugen virkede næsten opgivende i forhold til onlinekarrieren, der har været stort set en konstant nedtur, siden han vendte tilbage som ambassadør for Full Tilt Poker.
Undervejs i de 5000 hænder er der blevet spillet mest $2000/4000 2-7 Triple Draw, men der er også blevet taget skud i Pot Limit Omaha på $200/400-taksterne, og især en session på 270 hænder på bordet Livonia var ekstremt givtig med $185.000 i plus.
Den store taber for weekenden er Ola Amundsgaard, der har smidt næsten $800.000 og dermed bliver sat lidt tilbage for året, hvor han ellers har været uhyre stabil.
Gus weekendens store vinder: Plus $540k
Jonas Hjortdal