Efter et rigtig sløjt 2013 ved pokerbordene har Jason Mercier fået noget bedre fat her i starten af det nye år.
Selvom han i går blev slået ud inden finalen ved WPT'en i Jacksonville i Florida, så har han en ganske imponerende statistik, hvor det er blevet til cashes i halvdelen af de turneringer, han indtil videre har deltaget i.
Mere end en halv million dollar er det blevet til i samlede cashes, hvilket trods store buyins giver et fint overskud. Men der er ingen planer om at stoppe her:
"Jeg prøver at bevare sulten og ikke være tilfreds. Selv hvis jeg havde vundet et par turneringer i starten af året, så er det vigtigt for mig at være motiveret og altid prøve at levere mit bedste, lige meget hvad resultaterne viser," skriver Mercier i sin seneste blog på PokerStars.
Og man kan i hvert fald ikke beskylde ham for at tage ferie for de nyvundne dollar. De næste måneder står den først på mere WPT i Florida, inden han skal spille EPT Grand Final i Monaco og SCOOP-serien på hjemmebanen på PokerStars. Og så har han lige et basketballhold på siden.
Mercier: Jeg er nødt til at forblive sulten
Jonas Hjortdal