Så er der landet lidt videounderholdning til at holde humøret oppe og sætte stemningen inden ugens største turneringsdag på nettet. Og selvom både niveauet og buyin måske er lidt højere, end det der skal spilles senere, så er der al mulig god grund til at give EPT Super High Rolleren fra London et kig.
For det første er det en stor samling af verdens bedste spillere, der har lagt 50.000 pund for at deltage i herlighederne, der har en førstepræmie på mere end 800.000 pund.
For det andet får man en klar fornemmelse af, hvorfor der er så mange spillere, der elsker at rejse verden rundt for at deltage i netop de turneringer.
På trods af det enorme buyin er der nemlig en overraskende afslappet stemning ved bordene, hvilket fint illustreres af det store smil på Philipp Gruissems ansigt, da han undervejs i den grad bliver fanget med fingerene i kagedåsen. Det er sjældent, man får den reaktion fra en mand, der lige har blæst et buyin på en årsløn for almindelige dødelige af sted på få sekunder.
Du kan se det første afsnit fra den store London-turnering med kommentatorer på i videoen, der ligger lige her under.
Video: Se de dyre drenge ved EPT Super High Roller i London
Jonas Hjortdal