Som en del af det omrejsende cirkus som holdet bag PokerNews er, så har Kristy Arnett gennem årene interviewet stort set hvad der kan kravle og gå af pokerspillere.
Det kan ikke overraske, at der er spillere, som er sjovere at tale med end andre, og i et nyt interview med det britiske PokerPlayer sætter den rutinerede interviewer ord på, hvilke der er ekstra sjove at interviewe - og hvilke spillere, hun gruer for.
De tre på listen over favoritter kan næppe komme som den helt store overraskelse. Det drejer sig om Daniel Negreanu, Jason Mercier og Maria Ho, der alle sammen er kommet med, fordi de altid velvilligt stiller op, er udadvendte og er personer, som folk gider at se på.
Det sidste kriterie bliver også opfyldt af de tre spillere, der er havnet på listen over hårdeste interviewobjekter, men for i hvert fald to af dem holder lighederne så også op her. Det drejer sig om Phil Ivey og Tom 'Durrrr' Dwan, der ikke ligefrem har haft ry for at være de største linselus. Det er til gengæld det sidste levende billede, Phil Laak, der har ramt listen, fordi han er så ekstremt klog, at det kan være svært altid at holde fokus.
I interviewet kommer det også frem, at Arnett en gang har forsøgt at lokke Ivey til at give interview, da hun fuld forlod en klub på Bellagio. Men selvom han i første omgang sagde ja, så blev det interview desværre aldrig til noget.
Kristy Arnett: Her er de tre hårdeste at interviewe
Jonas Hjortdal