Jonathan Little i spil til at tangere Gus

Jonathan Little i spil til at tangere Gus

Anden spilledag ved den rekordstore 'Shooting Star'-WPT i Californien er overstået, og der resterer 36 spillere af de 718 startende.

Der har været et massivt stjernefald i dobbelt betydning, hvilket understreges af, at der ikke er flere af bounty-spillerne, de såkaldte Shooting Stars, tilbage.

Flere store navne har dog redet stormen af, deriblandt Jonathan Little, der jagter sin tredje WPT-titel for en tangering af danske Gus Hansen og Carlos Mortensen.

Det holdt dog mildest talt hårdt for Little, der kort før slutningen på andendagen var nede og vende i 9.000 for under én big blind.

Først fik han femdoblet den stak, og efter yderligere to doblinger er han nu oppe med en stak, han rent faktisk kan spille med, selvom der stadigvæk er langt op til gennemsnittet.

Helt i front ligger den dobbelte WSOP-vinder Steve Sung, der nærmer sig to millioner i stakken. Sung har tidligere været tæt på at vinde turneringen, da han blev nummer to i 2008.

Alle spillere er på nuværende tidspunkt sikret $24.870, mens der er imponerende $1.256.550 til vinderen.
asd