Der bliver i disse dage afholdt en afdeling af Russian Poker Tour på Khreschatyk Club i centrum af byen, men på grund af spredningen af gadekampene er de 150 spillere, der var mødt op til den anden startdag, blevet fanget i lokalerne på ubestemt tid. Det skriver PokerNews.
"Vi kan ikke gøre andet end at vente og prøve at holde folk så meget i ro som muligt. Også selvom humøret ikke er så godt. Folk prøver at fortsætte med at spille poker. Vi har lukket alle døre, og vi lader ikke nogen komme hverken ind eller ud," siger den turneringsansvarlige Oleg Udovenko.
Urolighederne har stået på i flere uger, og derfor har det affødt en vis kritik på de sociale medier, at turneringsledelsen alligevel valgte at afholde turneringen og ikke valgte at flytte den.
Folkene bag Russian Poker Tour overvejer nu at flytte enten datoen eller placeringen.