Jason Somerville har gennem mange år været en både vellidt og respekteret pokerspiller både online og live, men det var først, da han for et par år siden stod frem som det første store navn i pokerverdenen som homoseksuel, at han trak de helt store overskrifter.
I modsætning til andre spil og sportsgrene, hvor mange har set sig nødsaget til at stoppe efter sådanne udmeldinger og har fået ubehagelige svar på det, så har Somerville ikke oplevet andet end støtte. Og hans status i pokerverdenen er ikke ændret.
Det er senest blevet bevist med hans rolle som ambassadør for Ultimate Poker, hvor han er blevet en af de første ambassadører for spillets tilbagevenden til de amerikanske onlinespillere.
Et sponsorat, hvor han får lov til at kæmpe for en af de vigtigste sager i hans profession.
"En af de bedste ting ved at være hos Ultimate Poker er, at jeg føler, jeg er ved frontlinjen i forsøget på at bringe online poker tilbage til USA. Og jeg synes, at man endelig kan mærke, at det er ved at dreje i vores retning. Jeg er overbevist om, at vi de kommende år kommer til at se flere stater hoppe med på vognen. Den økonomiske gevinst er simpelt hen for høj til, at de vil forbyde folk at spille kort ved deres computer," siger Somerville.
Du kan læse hele interviewet med den sympatiske pokerspiller og coach gennem Pokerfuse's hjemmeside.