Der har været rigtig godt gang i Theo på Pot Limit Omaha-bordene på PokerStars på det seneste, og det har indtil videre ført et fint overskud med sig ifølge Highstakesdb.
Den større volume skyldes hverken et nytårsforsæt eller et øget forbrug af energidrik, men derimod et ændret spilleformat:
"Det er et fantastisk koncept med Zoom på de højeste takster. På de lavere takster bliver du flyttet rundt og har ikke mulighed for at få noter på dine modstandere, før der kommer en ny, men på $50/100 er det de samme max 16 spillere samtidig. Så det går generelt hurtigere, og så går fisken på omgang," siger Theo til Acemag.
Som en spiller med trang til et hurtigt actionfix en gang imellem var han blevet træt af den måde, der blev spillet på blandt de mange regulars før:
"Det er generelt usmageligt, som folk sidder og slås om at få del i en enkelt fisk, og når han så forlader spillet, så sidder alle regulars ude. Det var aldrig sket live. Når jeg har lyst til at spille, så spiller jeg - også selvom det er mod de fem bedste spillere i verden," siger Sølvræven.
Selvom han nu har fået mulighed for at få stillet action-trang online, så har han ikke tænkt sig at skære ned på rejseaktiviteten:
"Jeg synes stadigvæk, det er fantastisk at spille live. Og når jeg har haft et par ugers pause, så er jeg klar igen. Der er bare alt andet lige stadigvæk mere værdi i både turneringer og cashgames til de store turneringer," siger Theo.
Der kommer dog måske til at gå lidt tid endnu, før det bliver til de store cashgames live. PCA'en i Bahamas blev en blanding af familieferie og lidt arbejde for PokerStars, og hvis han tager turen til EPT'en i Deauville er det kun for at spille turneringer.
Til gengæld er han tilbage i fuld vigør i Wien og Monaco, når EPT-cirkusset kommer forbi.