På mange måder minder starten af 2014 om starten på det foregående år for Viktor 'Isildur' Blom, der virker helt ustoppelig på Full Tilts dyreste borde.
I går blev det til endnu en stor session, hvor svenskeren over 2000 hænder scorede sig et solidt overskud på $445.000 eller godt og vel to en halv million danske kroner.
Der blev udelukkende spillet mixed games, og især modstanderen 'Carlooo13' fik kærligheden at føle over godt 400 hænder på Fixed Limit Omaha $1k/2k, hvor han smed mere end $200.000.
Med det seneste overskud er Isildur nu oppe med mere end $1 million for året og nærmer sig med hastige skridt nul for sin samlede tid på Full Tilt.
Theo Jørgensen kiggede også forbi Pot Limit Omaha-bordene på PokerStars , hvilket dog rent udfaldsmæssigt ikke resulterede i det helt store festfyrværkeri.
Til gengæld var han involveret i en hånd, hvor han nok havde regnet med, at et hus med esser over konger var nok til at tage ned mod modstanderen. Det skulle dog vise sig ikke at være tilfældet.