Mickey i pengene inden dag 3 - Ronni Borg med videre

Mickey i pengene inden dag 3 - Ronni Borg med videre

Det ser rigtig solidt ud med danske briller, inden den tredje spilledag går i gang senere i dag i det skotske til UKIPT Edinburgh.

To danskere har spillet sig videre blandt de sidste 36 spillere, der alle er sikkert i pengene. Og den ene af dem er ingen ringere end Mickey Petersen, der dog ligger lidt tungt i svinget.

Godt 100.000 har den danske Team PokerStars Online-spiller, hvilket er under halvdelen af gennemsnittet. Til gengæld er han så sikret det første cash på skotsk jord nogensinde og lover at bringe sit "flippe-A game" i dag. Bedre går det for feltets anden dansker, Ronni Borg, der ligger lige omkring snittet.

Borg blev hjulpet godt på vej af en hånd på et af de sidste levels, hvor hans A10 all in preflop ramte en flush for at buste en modstander med AK på hånden.

Der er stadigvæk mange stærke spillere tilbage i feltet, hvor blandt andre Liv Boeree, Andrew Teng og Sam Grafton ligger godt til. Mindre godt gik det for chipleader inden andendagen, David Vamplew, der efter en helt igennem rædselsfuld dag røg allerede inden pengene.

Samtlige spillere er sikret 2570 pund, mens der er 93.900 til vinderen.
asd