Dansk sejr trods ærgerlig deal på PokerStars

Dansk sejr trods ærgerlig deal på PokerStars

Der er ingen tvivl om, at en sejr altid luner - ikke mindst på en grå og trist tirsdag morgen i januar.

Derfor var den danske spiller 'Reneborg11' da også formentlig ganske fint tilfreds, da han her til morgen vågnede op til et ganske fint plus på PokerStars-kontoen.

Årsagen til det økonomiske boost skal findes i 'The Big $22' i går aftes, hvor danskeren i et felt på 4210 spillere gik hele vejen. Efter ni en halv times arbejde havde han sat alle modstandere til vægs og sikret sig førstepladsen foran den belgiske modstander heads up 'johnlej88'.

Eneste malurt i bægeret for 'Reneborg11' skal findes i, at han undervejs indgik en deal trevejs.

Resultatet af den blev, at danskeren trods sejren må nøjes med $9.462 eller lidt mindre, end der normalt ville være til andenpladsen i turneringen.

Vi kender desværre ikke til chipcounts på daværende tidspunkt, men mon ikke det er rigtigt at antage, at danskeren har leveret lidt af et comeback?

I hvert fald skal der lyde et stort tillykke med den flotte start på ugen og de mere end 50.000 kroner.
asd