Glemsom pokerpro giver $10.000 i findeløn

Glemsom pokerpro giver $10.000 i findeløn

Det skabte store overskrifter både i poker- og mainstream-medier, da en tilsyneladende ganske velhavende pokerpro glemte en pose med intet mindre end $300.000 på bagsædet af en taxa i Las Vegas.

Først og fremmest på grund af det ganske kuriøse i at glemme godt 1,6 millioner danske kroner, men også fordi taxa-chaufføren efterfølgende valgte at aflevere pengene til sit selskab, der så kunne finde den retmæssige ejer.

Den ærlighed har nu kastet en kontant belønning af sig til chaufføren, der har modtaget $10.000 af pokerspilleren, der dog vælger at bevare sin anonymitet indtil videre. Muligvis som et resultat af nogle ganske røde ører over den store forglemmelse.

"Jeg er virkelig glad for det. Jeg forventer ikke noget fra de mennesker, jeg hjælper. Men jeg er rigtig glad for det og for, at han er glad for det, jeg har gjort for ham," lyder det fra den lige pludselig meget ombejlede chauffør Gerardo Gamboa til CNN.

I første omgang fik han $5 i drikkepenge for den $10 dyre tur, men med både findelønnen og en dusør på $1000 fra taxaselskabet har det vist sig at være den nok uden sammenligning mest profitable tur i Gamboas karriere.



asd