Det ser dog ikke ud til, at Ben 'Sauce1234' Sulsky og Douglas 'WCGRider' Polk har læst de uskrevne regler i den $100.000 store udfordring, de to har gang i hos Full Tilt.
Igen i går blev der spillet godt igennem, og det blev til 2748 hænder, inden de to holdt inde for dagen. På det tidspunkt lød det samlede resultat på $190.000 i plus i Polks favør.
Det hele blev skudt i gang med manér, da Polk floppede tre syvere i en hånd, hvor Sulskys AK ramte en konge på turn for top par med top kicker. Det setup var nok til at sikre den første dobling for dagen, og derfra kiggede Polk sig ikke tilbage.
Med gårsdagens resultat udbygger han sin føring i dysten til godt $500.000 i alt.
Der er nu spillet 8.800 hænder sammenlagt, hvilket svarer til mere end 60 procent af de 15.000, de skal nå sammenlagt. Et ganske imponerende facit efter blot fire sessioner.