Der har været ganske fin action for de danske spillere på pokerbordene online i løbet af natten. Og det er ikke kun WCOOP-turneringerne, der har givet resultater.
Gus Hansen har haft en af de rigtig gode dage ved bordene, og han ligger i toppen både hvad angår spillede hænder og - nok noget vigtigere - penge i kassen.
Over små 2800 hænder står danskeren noteret for et plus på $221.000, og med en ellers nogenlunde rolig dag for de helt dyre drenge er det mere end dobbelt så meget som den næststørste vinder.
Pengene er blevet vundet i de dyre mixed games med henholdsvis 2-7 triple draw og fixed limit omaha. De 'glade' givere tæller blandt andre 'Kagome Kagome' og Phil Ivey, der begge har sat sekscifrede dollarbeløb til i løbet af det sidste døgn.
En dansker, der ikke har klaret det så godt er Jacob 'Sasuke' Rasmussen. Over godt 1400 hænder har Sasuke smidt $56.000, hvilket svarer godt og vel til den gevinst, han tidligere på natten kunne notere for semifinalen ved heads up highrolleren.