Høivold: Næsten umuligt at vinde på WSOP

Høivold: Næsten umuligt at vinde på WSOP

Skattespørgsmålet er efterhånden blevet en mindre betydelig del af de danske professionelle pokerspilleres hverdag, men der findes andre steder, hvor det stadigvæk kan være forskellen på, om det overhovedet kan betale sig at satse på spillet ved filten eller ej.

I Norge er der for eksempel en stram regulering på onlinemarkedet, mens det er helt forbudt at spille live.

Det sætter naturligvis de norske spillere i en svær situation, og Andreas Høivold har taget konsekvensen og er rykket til USA.

"Det gør ondt at forlade min familie og mine venner i Norge, og jeg ville formentlig stadigvæk bo der, hvis der var nogle bare nogenlunde fornuftige skatteregler," siger Høivold til Pokerlistings.

I dag betaler nordmænd godt 50 procent i skat af deres gevinster, mens det er næsten umuligt at få lov at trække eventuelle tab fra.

Selvom han er flyttet til USA, skal han stadigvæk betale norsk skat de næste fire år. Derfor indrømmer han også, at det ikke er for value, når han møder op for at kæmpe om hæderen ved WSOP.

"Det er virkelig svært for mig at lave penge ved disse events, men jeg vil virkelig gerne have et armbånd, og det er svært at vinde, hvis man ikke spiller," siger han.
asd