Det er den $50.000 dyre highroller med mulighed for rebuys. En turnering, der ikke giver mulighed for at vinde armbånd, men som alligevel har tiltrukket et ganske pænt felt.
Indtil videre er det blevet til omkring 40 buyins og flere reentries, og der er stadigvæk endnu et level med mulighed for at købe sig ind, så det tegner til en flot præmiepulje.
Netop nu er det Macao-spilleren Paul Phua, der ligger i front for turneringen, efter han har mere end firedoblet sin oprindelige stak på 150.000 op i mere end 600.000.
Efter ham følger et meget stærkt felt, hvor Jonathan Duhamel er nummer to med 490.000, Joe Hachem er treer med 410.000 og Phil Ivey ligger nummer fem med 390.000.
Blandt de allerede slagne er Jean-Robert Bellande, Jason Koon og Marvin Rettenmaier. Sidstnævnte overvejer dog at købe sig ind igen.