I finalen ved Irish Open forbedrede han, som tidligere beskrevet her på siden, sin sjetteplads fra sidste år og gik hele vejen.
Det gav €265.000 ekstra på kontoen, og tilsyneladende også et selvtillidsboost til Simpson.
I hvert fald benyttede han det efterfølgende vinderinterview til at gå ned på knæ og fri til kæresten.
"Hvis der var nogen, der var i tvivl, så ville jeg have friet uanset resultat. Selvom jeg røg ud som nummer otte med et dumt bluff eller min AA blev knækket, så ville jeg stadigvæk have givet hånd vejen rundt og så være gået ned på knæ," lyder det efterfølgende fra Simpson.
Nu blev det heldigvis for ham til en førsteplads, og på en dag, hvor ikke meget ser ud til at gå ham imod, blev det selvfølgelig kronet med et 'ja' fra hans udkårne.