Her har Jaka i hvert fald leveret en ganske overbevisende præstation på dag 1a, hvor han har mere end femdoblet startstakken på 30.000 og nu ligger i 177.000.
I alt mødte hele 270 spillere op til den første startdag i main event, hvor buyin er blevet sat ned fra $10.000 sidste år til $7500 i år. 109 spillere resterer, og det betyder naturligvis, at der er blevet sagt farvel til et par store navne.
Daniel Negreanu er ikke længere med i turneringen, og det samme gælder for Phil Hellmuth, der ikke lod det gå stille for sig, da han tabte de sidste skillinger til en tre-outer efter floppet.
Helt i top med 341.000 i stakken ligger en ganske suveræn Andrew Lichtenberger, mens også Antonio Esfandiari og Erik Seidel ligger i den bedre halvdel af feltet.