Så blev de færdige i Los Angeles, hvor et af årets store WPT-stop nåede frem til sin ende for denne gang.
World Poker Tour L.A. Poker Classic sluttede med canadisk triumf, da finalebordets næststørste startstack gik hele vejen og indkasserede den million i dollars, som sejren gav.
Paul Klann hedder vinderen, og han tilslutter sig folk som Gus Hansen, Antonio Esfandiari, Michael Mizrachi og Phil Ivey, der tidligere har ageret sejrherrer i LA Poker Classic.
Det var dog ikke spektakulært og aggressivt spil, som man måske godt kan forbinde ovenstående navne med, der fik Klann hele vejen til toppen af podiet i denne omgang. Indtil feltet blev reduceret til to mand, åbnede Klann sjældent en hånd, og han ventede stædigt på, at modstanderne bettede ind i ham.
Først i den afgørende heads-up ændrede det billede sig. Her kom han nemlig ind mod Paul Volpe, som startede finalebordet som chipleader. Klann kom til dysten nede 5-til-1. Alligevel lykkedes det canadieren at vende billedet og sikre sig sejren.
Og det glæder han sig nok over. Førstepræmiepuljen sneg sig nemlig lige akkurat over en million dollars i dette års udgave af turneringen på Commerce Casino i Los Angeles. Og udover de 1.004.090 dollars får han også adgang til WPT World Championship, der slutter sæsonen af. Sådan et sæde koster 25.500 dollars.
Sådan endte finalebordet:
1. Paul Klann - $1,004,090
2. Paul Volpe - $651,170
3. Jesse Yaginuma - $429,810
4. Danny Fuhs - $316,650
5. David Fong - $236,250
6. Toby Lewis - $193,560