Der er næsten noget betryggende ved at se, at Phil Ivey alligevel godt kan.
Således kan han nemlig, efter et særdeles svingende år, melde om et døgn i kæmpe plus. Et døgn, der sender ham et stykke væk fra barren på minus en million dollars for året.
I løbet af 2375 hænder har Phil Ivey nemlig sørget for et plus på 476.854 dollars på Full Tilt Pokers høje takster.
Specielt i disciplinen FLO8 er det gået godt for Phil Ivey. Her har han på fem borde med de høje blinds $2000/$4000 sikret sig et overskud på mere end 300.000 dollars. Og det er ikke mindst gået ud over Kyle 'KPR16' Ray. Det vender vi tilbage til.
For det er heller ikke gået helt skidt for Ivey i disciplinerne NLHE, Mixed Games og 2-7 Triple Draw. Her kan han såmænd også fremvise et fint plus for døgnet.
Fra highstakesdb.com
Resultatet gør Phil 'Polarizing' Ivey til døgnets største vinder i den online highstakesverden.
Men det store plus er ikke nok til at redde Phil Iveys år indtil videre. Før det seneste døgns session var han i minus på 1,2 millioner dollars for 2013 på Full Tilt Poker. Et plus på en lille halv million dollars sender dog superstjernen på vej mod der, hvor vi bedst kender ham.
Efter Phil Ivey finder vi Alexander 'PostflopAction' Kostritsyn, som også har rundet 400.000 i grønne tal. Phil 'OMGClayAiken' Galfond har også været særdeles godt kørende, og han er i plus med omkring 350.000 dollars for døgnet.
Men helt galt er det gået for Kyle Ray. Og det er ikke mindst Phil Iveys skyld. Kyle Ray kan nemlig konstatere, at det seneste døgn som 'KPR16' på Full Tilt Poker har været en katastrofe.
Resultatet er et minus på $775.000 dollars over 1390 hænder. Og det er ikke mindst på de FLO8-borde, hvor Ivey har siddet, at det er gået galt for Ray.
Fra highstakesdb.com
Også Hac Dang har måttet lide i løbet af døgnet. Han går i minus på 238.000 dollars. 'patpatpanda' og Alex Luneau har også begge rundet 200.000 i røde tal.