Spiller nummer syv og otte af i alt 16 spillere blev præsenteret i går, og det er endnu en gang et par rigtig interessante navne - både for pokerspillet, men så sandelig også for tv-potentialet.
Daniel 'Jungleman' Cates er første levende billede, og da han sidste år endte som nummer to efter den forsvarende mester Scott Seiver er der udsigt til revanche, da Seiver allerede er bekræftet.
Den anden er Luke 'FullFlush' Schwartz, der godt nok har skruet noget ned for charmen på det seneste, men stadigvæk skulle være god for et raserianfald og lidt upassende opførsel, når kameraerne ruller.
I modsætning til Cates leverede Schwartz en noget ringere præstation sidste år, hvor han blev slået ud efter førstedagen uden at have opnået så meget som ét point.
Udover de to nye navne og Scott Seiver, så er der indtil nu bekræftet deltagelse fra Tony G, Daniel Negreanu, Antonio Esfandiari, Phil Hellmuth og Phil Laak til turneringen, der starter 17. marts.