World Series of Poker introducerer for første gang et High Roller bracelet-event med buy-in på $111.111 og kinapoker.
Når sommeren kommer, så kommer World Series of Poker helt naturligt også.
Og det slår da heller ikke fejl i 2013, hvor Las Vegas og Rio Hotel & Casino igen åbner dørene op for verdens allerstørste pokerfestival.
Main Event Starter 6. juli, men hele WSOP-programmet kommer til at køre fra 29. maj og helt til 15. juli.
Sommerens WSOP bliver den 44. af sin slags, og for første gang bliver det muligt at vinde et bracelet igennem en highroller-turnering. Igen i 2013 kommer der nemlig en stor turnering, der støtter Guy Lalibertés ONE DROP-fond.
ONE DROP High Roller bliver ikke som sidste års turnering med en million dollar i buy-in. Til gengæld bliver det med indskud på $111.111. Det forventes ifølge wsop.com, at Laliberté selv og andre fra Big One for ONE DROP-turneringen sidste år stiller op igen.
Med øgenavnet "Little One for ONE DROP" kommer til gengæld et noget billigere event til også. Som turneringsseriens eneste event med uendelige muligheder for rebuys bliver "Little One for ONE DROP" formentlig en af WSOP's store begivenheder. Buy-in på blot $1.111 fordrer i hvert fald masser af action. De $111 af indskuddet går i øvrigt til ONE DROP-fonden.
Kinapoker kommer også på programmet, selv om der ikke bliver tale om et bracelet-event. Med indskud på $5.000 trækker turneringen nok en hel del af de store profiler, som er faldet pladask for kinapokeren.
Der skal i alt deles 62 bracelets ud i løbet af de 48 dage, WSOP kører. Du kan se meget mere om programmet på WSOP's hjemmeside.