Gus alligevel med: Spiller Aussie Millions Main Event

Det har længe lignet, at den eneste danske repræsentant ved Aussie Millions' Main Event skulle være Frederik Brink. Men nu har Gus Hansen så alligevel betalt indskuddet for at dyste med i den turnering, som han selv vandt tilbage i 2007. 

Frederik Brink er fortid ved Main Event i Australien under Aussie Millions. Men heldigvis har en anden dansker så taget over for at kippe en smule med dannebrog.

Om det er de halvskidte resultater online, eller om det bare er iveren efter igen at sidde med, hvor det er sjovt i Australien, er svært at sige. Gus Hansen havde ellers bebudet, at han ikke kom til Australien for at spille Main Event ved Aussie Millions.

Men PokerNews kan berette om, at danskeren har fundet sig til bords ved hovedturneringen i Australien alligevel. Og selvom han fik en ganske godkendt start på sin færd mod toppen, så ser han ramt ud. Seneste opdatering lyder på 15.000 chips i hænderne på Hansen, der startede ud med 30.000.

Gus Hansen vandt selvsamme turnering tilbage i 2007, hvor 747 spillere kæmpede med om præmiepuljen på 7,47 millioner australske dollars. Her sluttede danskeren af med at nedkæmpe Jimmy 'Gobboboy' Fricke heads-up, og for besværet modtog Hansen den største Aussie Millions-hovedpræmie nogensinde, nemlig 1,5 millioner dollars.

Det var i øvrigt den sejr, der inspirerede Gus Hansen til at skrive bogen 'Every Hand Revealed', hvor han analysere sine hænder på vejen mod sejren i Aussie Millions. 

asd