Det blev ikke til en dansk sejr ved European Poker Awards. I kategorien bedste pokerpersonlighed, hvor Gus Hansen ellers var nomineret, blev det interviewer Kara Scott, der tog sig af titlen.
Der var flere overraskende valg i løbet af aftenen, startende med den bedste internetspiller. Her blev Viktor 'Isildur' Blom forbigået trods en helt forrygende afslutning, mens han måtte se sig slået af Jens Kyllönen, der ikke har været lige så aktiv som normalt i den sidste halvdel af året.
Den bedste turneringspræstation gik til Davidi Kitai, der måske er et mere forståeligt valg med en EPT- og en WSOP-sejr i henholdsvis foråret og efteråret.
Han var ganske tæt på at lave en triple crown på blot et år, da han sad ved finalebordet ved WPT'en i Marokko, hvor han dog måtte nøjes med en fjerdeplads.
Bedste kvindelige spiller blev Lucille Cailly, mens årets gennembrud gik til Ole Schemion.
Sidst gik prisen for bedste ansatte i pokerverdenen til Simon Trumper, der er med til at køre Dusk Till Dawn.