Et døgn, der ender i minus på mere end en million dollars for Gus Hansen, sætter en brat stopper for ellers fornemt comeback i pluszonen til den gæve dansker.
Oversat til dansk valuta, så har Gus Hansen for alvor spillet sig i minus for året, efter han i løbet af de seneste 24 timer kan kigge på røde tal, der er højere end 6,1 millioner kroner.
Mandag og natten til tirsdag fik Gus Hansen stryg på de høje takster på Full Tilt Poker, men det gik endnu værre for sig, da han fik spillet sig helt i hullet i løbet af natten til onsdag.
I særdeleshed disciplinerne 2-7 Triple Draw og FLO8 har sendt Gus den forkerte vej. Alene på to borde har han samlet smidt 1.050.000 dollars væk i de to discipliner i løbet af mere end 2500 hænder.
Samlet har Gus Hansen spillet 2930 hænder i løbet af døgnet, og det har altså været nok til at sende ham ned i et minus på et godt stykke over en million dollars for 2013.
Specielt 'SallyWoo' har været med til at sende Gus Hansen ned i dybet i løbet af døgnet. Den anonyme spiller er størst for døgnet, og på 'Yawn'-bordet, hvor også Gus sad med, har spilleren et plus på 780.000 dollars.
Også Alex Luneau har taget en bid af kagen. Han sidder med et plus på 452.000 dollars, hvor af en stor del af pengene er vundet i kamp på samme bord som Gus Hansen.