Efter et længere visit i Asien, har de to først tilbragt en god uges tid i ElkY's hjemland Frankrig og sidenhen i Kiev i Ukraine, hvor Katchalovs familie er fra.
Det har resulteret i en blog fra Katchalov, der inkluderer en sjov historie fra netop den første aften i Kiev med ElkY, der tilsyneladende har et ganske fint sovehjerte.
Efter at have fundet sig til rette i lejligheden, var Katchalov sammen med en fælles ven taget ud for at købe ind.
Men da de et par timer og 20 indkøbsposer senere vendte tilbage igen, var det til synet af udlejeren af lejligheden, der stod og hamrede utålmodigt på døren.
"Hun sagde, at hun allerede havde stået og hamret i 15 minutter uden svar fra ElkY. Selvom vi alle havde nøgler, var det lykkes ham at låse døren indefra, og vi havde ingen vej ind," skriver Katchalov.
Efter at have overvejet blandt andet at tilkalde brandvæsenet, blev enden på historien, at de måtte vente godt tre timer i opgangen, indtil de i sidste ende blev lukket ind af en nu veludhvilet franskmand, der skulle op for at spille poker online.
Du kan læse hele bloggen på Katchalovs hjemmeside.