Mandag blev et nyt lovforslag vedtaget i New Jerseys lovgivende forsamling. Det giver tilladelse til, at casinoer i Atlantic City kan tilbyde en fuld pakke af online gambling til statens indbyggere.
Lovforslaget er blevet kendt som A2578, og næste skridt for det er, at det skal til afstemning i statens senat. Det skriver pokerfuse.com.
Og det skridt bliver intet problem for A2578, mener State Senator Raymond Lesniak, som er New Jerseys frontmand, når det kommer til at tale for mulighederne for at gamble via internettet.
"Der bliver stemt for, og det vil helt sikkert gå igennem," siger Lesniak ifølge pokernews.com.
Guvernøren nu positivt stemt
Og når der så er stemt for i senatet, så kommer lovforslaget op til statens guvernør Chris Christie. Christie stemte godt nok imod et lignende forslag tilbage i 2011. Men det var før, USA's Department of Justice revurderede sine holdninger og fandt frem til, at online gaming ikke længere er i konflikt med den omdiskuterede 'Wire Act'.
"Jeg synes, New Jersey burde være med i den form for forretning. Jeg synes, vi bør være en epicenter for den slags," sagde Christie tidligere på året omkring spil på nettet.
Det er ord, der får samtlige fortalere for onlinepoker i staten til at føle stor sikkerhed for, at lovforslag A2578 nok skal blive vedtaget.
PokerStars rykker ind
En anden fortaler for at få onlinepokeren tilbage i New Jersey er PokerStars.
I sidste uge kom det frem, at giganten går med planer om at opkøbe et fysisk casino i Atlantic City. Et ryk fra PokerStars, som sandsynligvis vil sætte dem i godt lys i forhold til at få lov til at udbyde onlinepoker, når lovgivningen tillader det.
Hvordan mulighederne for pokeren rent faktuelt bliver, hvis - eller når - lovforslag A2578 vedtages, vides endnu ikke med sikkerhed.