Strukturdebat og re-entry eller ej? Pokerprofiler bakker op om Mike Sextons spørgsmål til liveturneringers struktur, men debatten afføder også nye spørgsmål. Mickey P. blander sig også.
Garvede Mike Sexton kom tidligere på ugen med et blogindlæg om, hvorfor de pokerrøster, der udtrykker ærgrelse over, at liveevents ikke bliver spredt ud over flere dage eller gøres længerevarende ved hjælp af flere blindlevels, ikke har ret.
Læs også: Sexton: Drop strukturbrokkeriet!
Og Mike Sextons kommentarer har siden mødt en del opbakning. Blandt andet på Twitter, hvor reaktionerne prompte kom.
Blandt andet fra Faraz Jaka, som er rørende enig i Mike Sextons kommentarer.
"Vel talt, Mike Sexton. Det går mig ikke på, at folk brokker sig over strukturer. Mere, at de ikke forstår de pointer, som du bringer op her," skriver Jaka.
Selbst: Hvad med re-entries?
Vanessa Selbst er også meget enig i Mike Sextons kommentarer om, at længerevarende turneringer vil kunne vise sig at have negative konsekvenser for udviklingen af poker, da amatører og fritidsspillere ikke vil finde turneringerne særligt attraktive grundet den megen tid, der skal sættes af.
"I høj grad vel talt, Mike Sexton," skriver hun som kommentar på Twitter, men hun åbner op for endnu en debat. En, som Mike Sexton ikke kommer i berøring med i sit blogindlæg.
"Det lyder til, at du også ville være imod, at de fleste events er med re-entries - af de samme grunde. Vil du kommentere på det?" spørger hun.
Det har Mike Sexton ikke gjort endnu. Men kommentaren om, at re-entry-events kan være med til at skræmme de små spillere væk, skabte umiddelbar stor debat efterfølgende.
Re-entry uden problemer
Matt Glantz mener ikke, at der er de store problemer i events med re-entry.
"Problemet er ikke ubegrænsede re-entries, børn," skriver han på Twitter.
"Problemet er indskuddet. I ville ikke brokke jer, hvis det var et buyin på $3.500 eller $2.500," skriver han.
"Når jeg spiller et event med re-entry, går jeg ikke efter at købe mig ind to gange, men jeg håber da bestemt på, at alle andre gør det. Men det er bare mig. Og det er lige meget, hvad buy-in er," skriver han yderligere.
Mickey P. med indspark
Glantz' kommentarer sparkede en diskussion i gang mellem ham og Vanessa Selbst.
Men den danske profil Mickey Petersen fik også blandet sig kort i diskussionen. Midt i Glantz/Selbs-diskussionen kom han med sit indspark:
"Re-entries er bedre for de bedste pokerspillere på kort sigt, men men værre for pokerøkonomien på lang sigt," skriver han på Twitter.