Theo Jørgensen griller magtfulde medier

Theo Jørgensen griller magtfulde medier

Der har været intens mediefokus på Theo Jørgensen i de sidste 36 timer. Nu tager han bladet for munden. - Vil hellere tage to skud i det andet lår end udtale mig til EB, BT eller TV2, erklærer han.

Theo Jørgensen giver til kende, at han ikke ligefrem er lykkelig over den behandling, hans sag har fået i store, landsdækkende medier som TV2, Ekstra-Bladet og BT i løbet af de seneste halvandet døgn.

"Kan konstatere at store medier som TV2, BT og EB alle tre har været dybt forarget over det grusomme overfald," skriver Theo Jørgensen, som pointerer, at han er ved at komme tilbage til en normal hverdag efter 36 timer i "medieorkanens øje", som han udtrykker det.

"I samme åndedrag har de alle forklaret, hvordan personer som mig beskytter min familie ved at have hemmelig adresse og telefonnummer for at undgå disse tilfælde," skriver han.

Og her, mener Theo Jørgensen, tager dækningen en meget uheldig drejning.

"Det bakker de selvfølgelig op med store billeder af vores hus, fra luften, stranden, vejen med vejnavn og endda i flere tilfælde billeder af min kones bil med dertilhørende nummerplade. Enkelte har selvfølgelig heller ikke holdt sig for fine til lige at komme op til vores dør og banke på, for lige at få en kommentar fra min kone i denne svære tid."

Efterfølgende erklærer Theo Jørgensen, at han og familien bliver boende på adressen, men det er ikke positive vendinger, han bruger i sin beskrivelse.

"Vi bliver boende, men siden vi nu er en af DK's mere kendte adresser - takket være de dejlige medier - bliver det med alt, hvad der kan tages af forholdsregler, selv om jeg aldrig vil have mere end 442 kroner liggende i kontanter," skriver han.

"Vil som udgangspunkt hellere tage 2 skud i det andet lår end udtale mig til et af de tre medier i denne her sag."
asd