I en situation som denne, hvor Theo Jørgensen tidligere på dagen blev udsat for et brutalt hjemmerøveri og skudt tre gange i benet, finder man for alvor ud af, hvor vellidt en spiller danskeren er på den internationale pokerscene.
Der vælter ønsker om god bedring ind, og det er ikke blot fra de danske kolleger.
"Jeg er virkelig ked af at høre, hvad der er sket med Theo Jørgensen. Det beviser bare, at karma ikke eksisterer i virkeligheden. Held og lykke med en hurtig bedring," lyder det for eksempel fra kollegaen på Team PokerStars Vanessa Selbst.
Også hollænderen Lex Veldhuis er chokeret over overfaldet, og skriver på sin twitter.
"Jeg vågnede op til de triste nyheder om, at Theo var blevet overfaldet i sit hjem. Han er uden sammenligning en af de rareste fyre i pokerverdenen. Mine tanker til ham og hans familie."
Theo er heldigvis sluppet med helbredet nogenlunde i behold fra den ubehagelige episode.
Selbst om Theo: Beviser at karma ikke eksisterer
Acemag.dk