Nattens røveri og skudepisode i Theo Jørgensens hjem er noget, som Theo Jørgensen igennem længere tid har frygtet.
Han har nemlig hele tiden været klar over, at risikoen for at få ubudne gæster i hjemmet nok er større for ham end for naboen, der arbejder i Silvan.
Det skrev Theo Jørgensen i sin blog på ekstrabladet.dk sidste år.
Læs også: Theo udsat for røveri: Skudt i benet
Sidste år var en af Theo Jørgensen venner ude for et hjemmerøveri:
"En meget ubehagelig ting at gå og bekymre sig om, når man selv er væk, og kæresten er alene hjemme med to børn, men der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det, ud over hvad jeg allerede har gjort," skrev Theo Jørgensen i sin blog.
"Masser af lys uden for i et tæt boligområde, alarmer osv., men det aner eventuelle røvere jo ikke, før de kommer ind. Der er intet i huset, der er værd at røve, og jeg har selvfølgelig aldrig noget liggende af kontanter, og hvorfor skulle jeg også det."
Og i nat gik det så ud over Theo Jørgensen, som blev skudt i benet i sit hjem i Greve.
"Jeg håber bare inderligt, at min familie bliver forskånet for et hjemmerøveri, og de kun kommer, når jeg er alene hjemme."
"Så skal de nok få de 800 kroner, jeg har i lommen. Min kæreste har endnu mindre på sig. Så hvis I møder de her drenge, må I meget gerne sige det videre," skrev Theo Jørgensen i sin blog sidste år.
På daværende tidspunkt pointerede Theo Jørgensen også, at han ikke spiller livespil i Danmark, fordi spillene er meget mindre, end hvad han normalt spiller. Derfor har han heller ikke ret mange kontanter på sig i det daglige.
"Problemet er så, at det ved de her kære røvere jo nok ikke, med mindre de læser den her blog, eller nogen af de 47 andre gange jeg har haft mulighed for at udtale mig om det," skrev Theo Jørgensen.