Theo Jørgensen blev i nat udsat for hjemmerøveri. I den forbindelse blev han skudt tre gange i benet, mens han fik taget de kontanter, han havde liggende i sit hjem i Greve.
Men hjemmerøveriet er ikke første gang, Theo Jørgensen er kommet i tæt kontakt med kriminelle aktioner.
Læs også: Theo udsat for røveri: Skudt i benet
Farcen i Berlin
Under EPT Berlin i 2010 lykkedes det seks maskerede røvere at trænge ind og overmande sikkerheden ved turneringen. Med maskingeværer i hænderne slap de af sted med mere end en halv million kroner fra casinoet i Berlin.
Den situation rystede dog - eftersigende - ikke Theo Jørgensen voldsomt. Dengang sagde han til Ekstra-Bladet:
"Der er sgu ikke noget. Jeg er mere rystet over at tabe de to hænder til sidst, så jeg har 350.000 chips i stedet for fire millioner."
Theo Jørgensen endte EPT Berlin som nummer 23.
Røverne blev på det kraftigste jagtet efter aktionen, og det lykkedes politiet at finde gerningsmændene.
Det er ikke kun Theo Jørgensen, som har oplevet den så stygge side ved succes i poker.
Stjålet WSOP-bracelet
For et års tid siden, kort før jul 2011, blev Jonathan Duhamel overfaldet i sit eget hjem. WSOP Main Event-vinderen fra 2010 fik stjålet sit armbånd fra verdensmesterskabet, et ur og 160.000 dollars i kontanter.
Læs også: Duhamels penge fundet i postboks
Fire personer blev anklaget i sagen imod Duhamel, heriblandt eks-verdensmesterens egen eks-kæreste. Hun var hovedet bag overfaldet og røveriet, og hun erklærede sig tidligere i år skyldig.
Svensk brutalitet
I marts sidste år oplevede en svensk pokerpro, hvor galt det kan gå, når man vinder mange penge.
Den svenske pokerpro forlod et udenlandsk casino med en masse penge på lommen, men blev brutalt overfaldet af tre mænd, som havde fulgt efter spilleren. De forsvandt med en sum kontanter og et dyrt ur.
Læs også: Svensk pokerpro brutalt overfaldet
Det samme er sket i Danmark, hvor en dansk spiller blev overfaldet efter et succesrigt besøg på Casino Copenhagen.
Da Raymer mandede sig op
Tilbage i 2007 oplevede Greg Raymer noget lignende, da han besøgte det kendte Bellagio-casino i Las Vegas.
Læs også: Don't mess with Greg Raymer!
To mænd ville gerne have fat i Raymers taske, som indeholdt 150.000 dollars i jetoner. De forsøgte at skubbe den tidligere verdensmester ind i på sit hotelværelse, men det lykkedes dem ikke. Således forklarede Raymer senere under retssagen imod de to mænd:
"Jeg vidste, at det ville være en meget dårlig idé at lade dem skubbe mig ind på værelset. Var jeg først alene med dem, så ville mit liv for alvor være i fare."
Aussie Millions-gevinst med på McDonald's
Det er vist ikke decideret anbefalelsesværdigt at slæbe 30.000 nyvundne australske dollars med på McDonald's. Det erfarede Jason Potter, efter han i 2008 røg ud af Aussie Millions som nummer 31 og tog sin gevinst med på fastfood-restauranten.
Læs også: Jason Potters overfaldsmænd arresteret
Her blev han slået ned bagfra og røvet for alle sine penge. Melbournes politi fangede dog efterfølgende de to gerningsmænd.