Braceletvinderen har 60.000 kroner ude at flyve lige nu. Han skal veje under 84 kilo fredag, ellers må han hoste op.
Torsdag var dagen for den amerikanske højhellige tradition Thanksgiving. Og som det sig hør og bør lykkedes det naturligvis en af pokerens store profiler Jason Mercier at give fuld gas ved bordet. Ikke det med grøn filt, men det med kalkun, stuffing - og så videre.
Men Jason Mercier løfter på Twitter også sløret for en såkaldt prop-bet, som han har kørende med en bekendt. Et bet om, hvor meget de to vejer, når de fredag vågner og går på vægten efter det massive madindtag torsdag.
Og det ser ikke ud til at starte optimalt for Mercier, som torsdag kom med første opdatering på madindtaget.
"Efter at have feet to massive thanksgiving-middage med desserter, havde jeg stadig plads til to starbursts (amerikansk slik, red.), da jeg kom hjem. 185 pund - og det går op ad," skrev Mercier.
Bettet løftede han lidt senere sløret for. Det går på, at han sammen med sin ven skal vejes fredag. Hvis de ikke er under 185 pund, 84 kilo, så må de hoste op til hinanden.
"Han lagde 12,5k mod mine 10k (jeg husker ikke hvorfor) på, at vi vejer os inden to timer efter, vi er vågnet. Hvis vi vejer over 185 pund (84 kg., red.), så skal vi veje under 185 pund ved to lejligheder i løbet af de kommende 24 timer. Det er ret sindssygt på det her tidspunkt, hvor vi begge vejer så tæt på 185 pund," skriver han.
Jason Mercier skriver, at væddemålet blev indgået for syv måneder siden, hvor begge parter vejede lige omkring 80 kilo. Torsdag var de begge kun få hundrede gram fra de 84 kilo.