WPT København: De sidste seks spillere sidder klar ved den grønne filt. Og den danske fane vejrer stadig højt med Philip Jacobsen og Jan Djerberg som repræsentanter.
Da Dag 4 startede fredag, var der stadig ti danskere med i opløbet og kampen om at blive den første vinder af WPT København nogensinde.
Det danskerfelt er - desværre - nu reduceret helt ned til to mand. Svenskerne, i særdeleshed, foretog nemlig en decideret danskermassakre i løbet af fjerdedagen.
Men med to danskere i finalen er der stadig muligheder for, at dansk triumf kan blive en realitet. Jan Djerberg tror i hvert fald på det.
"Så er det nu, det går løs," siger han til acemag.dk lige før starten på finaledagen.
Han er ikke just tilfreds med, at danskerfeltet blev så reduceret i går.
"Det er de svenskere, der er skyld i det," siger Djerberg.
"Men så må vi jo sørge for at gøre noget ved," pointerer en voldsomt klar Jan Djerberg.
Blot en enkelt af de seks spillere repræsenterer verden uden for Skandinavien. Det er amerikanske Stanislav Barshak, som ligger toer i feltet op til finalebordet, som ser sådan ud:
Emil Olsson (Sverige): 2.208.000
Stanislav Barshak (USA): 1.597.000
Robin Ylitalo (Sverige): 734.000
Philip Jacobsen: 742.000
Jan Djerberg: 824.000
Morten Klein (Norge): 568.000
Det spiller de om:
1. 1.200.000 kroner + $25.000 WPT Championship-sæde
2. 800.000 kroner
3. 545.000 kroner
4. 400.000 kroner
5. 300.000 kroner
6. 240.000 kroner