Cakar: Et kæmpe adrenalinkick

Cakar: Et kæmpe adrenalinkick

Bircan Cakar spiller for første gang i sit liv med ved en stor pokerturnering, og det er indtil videre gået rigtigt fornuftigt. Så fornuftigt, at han har sikret sig mindst 89.000 kroner ved WPT København.

Vi fangede danske Bircan Cakar i WPT Københavns Dag 4's anden pause. Med 12 tilbage er han sikret god guf for sine skillinger.

"Jeg købte mig ind i søndags. Jeg havde kørt godt i cash games, og så tænkte jeg, at det her lige skulle prøves af," siger han til acemag.dk.

Og det buy-in er givet godt ud. Cakar er sikret 89.000 kroner, og med en halv million i stakken ligger han lunt i feltet, før det alvorlige udskilningsløb går i gang.

"Det er fedt at være nået så langt," siger han.

"Det er det vildeste adrenalinkick, jeg har oplevet."

Turneringsspil er ellers ikke det, Bircan Cakar har gjort sig mest i, mens han har spillet poker. Og han havde da også frygtet tempoet ved en stor liveturneringen som WPT København.

"På forhånd var min største frygt faktisk tempoet. Jeg troede, at det ville blive den største udfodring," siger han.

"Men heldigvis har jeg min gode ven med her," siger han og vifter med sin smartphone.

"Og så synes jeg faktisk, at det er helt fint. De lange tænkepauser og ventetider generer mig slet ikke," konkluderer han.
asd