Af de 98 spillere, der stillede til start på dag 1a, er der 56 spillere tilbage.
Selvfølgelig udgør danskerne en stor del af de resterende, men de har ikke kunnet holde snor i svenske Andre Petrovic.
Han har ligget i spids lige fra start af og har mere end 7-doblet sin stak op i 220.000, hvilket skulle være nok til en sikker føring.
Ifølge de seneste opdateringer fra WPT's officielle hjemmeside, er det Rasmus 'Jungleras' Nielsen, der følger trop med 146.000 i stakken. Blandt andet efter at have sendt Theo Jørgensen tidligt på porten.
Om Theo er helt ude vides dog endnu ikke, da der er mulighed for at købe sig ind igen på morgendagens 1b.
Vi følger naturligvis op, når der foreligger endelige optællinger på de resterende spillere.