Så er det nu. Vi kipper med Dannebrog, og forhåbentlig står Danmark med endnu en titel af de mere fornemme, når ugen er overstået.
World Poker Tour stopper for første gang nogensinde i København. Casino Copenhagen åbner op for festen, når Main Event sættes i gang til middag.
Det er endnu en gang blevet tid til fest og farver, når Casino Copenhagen lægger grund til en stor, international pokerbegivenhed, WPT København.
Mandag går det løs med Dag 1A, tirsdag Dag 1B, onsdag Dag 2, torsdag Dag 3, fredag Dag 4. Og så spilles der ellers, indtil vi på lørdag forhåbentlig kan bryste os med endnu en dansk WPT-titel. Tirsdag er der mulighed for re-entry for de spillere, der tidligt måtte se WPT-eventyret slutte.
En lang række store profiler har allerede meldt sig klar til at spille Københavns første WPT. Heriblandt den seneste danske WPT-vinder Morten Lihn Christensen. Også Morten 'VM' Nielsen, Mickey Petersen, Christian 'Tox' Togsverd, Alexander 'AlexKP' Petersen, Ronni Borg, Rasmus 'Jungleras' Nielsen, Frederik Brink, Simon Ravnsbæk og, og, og …
Listen er lang, og vi følger selvfølgelig udviklingen ved den nok så fine filt ved WPT København.