Det er den hyper aggressive stil, der i sin tid gjorde Gus Hansen berømt på den store pokerscene på særligt WPT-touren. Men Gus Hansen anno 2012 kan ikke længere benytte sig af den aggressive stil ved live-turneringer.
Det fortæller han i et langt radio-interview med TwoPlusTwo's podcast, PokerCast.
"Jeg er nødt til at have gode kort, for ingen tror mig længere. Jeg bliver reraiset, hver gang jeg raiser. Jeg kan nærmest kun spille nuts - jeg skal i hvert fald have en god hånd," fortæller Gus Hansen og giver et eksempel på, at han sad til bords med en kvinde, der fik lov til at føre den aggressive stil ud i livet. Da han selv spillede sin første hånd i mere end 1,5 time, blev han øjeblikkeligt raiset.
Det dybdegående interview runder også Macau, og Gus Hansen afslører, at han var taberen, da Sam Trickett tidligere på året vandt karrierens største pot i omegnen af 2.000.000 dollars.
Her havde Gus Hansen ramt en 8 høj flush på turn, men Trickett skulle siden vise sig at være udstyret med en knægt høj flush.
"Jeg har tænkt over den hånd i mange timer, og jeg er endnu ikke kommet til en konklusion. Blev jeg udspillet af Sam Trickett, eller var det bare et "cold deck". Var jeg en idiot, eller hvad skete der," spørger Gus ud i æteren.
I disse dage tæller The Great Dane ned til genåbningen af Full Tilt Poker, hvor han er en af kransekagefigurerne.
"Jeg håber, at jeg igen kan blive blandt de mest vindende som før Black Friday. Jeg har haft forfærdelige sessions på PokerStars, hvor jeg har været rusten og har begået fejl," erkender Gus Hansen.
Du kan høre hele det lange interview her. Hansen kommer på fra efter knap 53 minutter.
Gus om nødvendigt image-skift: Nødt til at have en hånd hver gang
Acemag.dk