De danske spillere glimrer desværre ved deres fravær på de to sidste dage af EPT San Remo. Men vores nordiske broderlande fører sig fortsat flot frem.
Blandt andre svenske Joel Nordkvist. Når begivenhederne ved den italienske riviera i dag kulminerer med finaleborde ved både Main Event og Highrolleren, er han chipleader i highrolleren.
Og det må siges at være ganske fortjent. Svenskeren sørgede ene mand for, at de resterende syv spillere kunne få sig lidt nattesøvn inden den afgørende dag.
Først slog han Mikalai Pobal ud på en tiendeplads, derpå eliminerede han Brandon Barnes til en niendeplads, inden han slutteligt sendte Igor Yaroshevskyy hjem med en ottendeplads. Ren magtdemonstration.
Der var penge til de første 10, men også inden boblen bristede agerede Joel Nordkvist en hård bøddel. Eugene Katchalov og Alexander Kopylkov blev henholdsvis nummer 12 og 13. I begge tilfælde blev de slået ud af svenskeren, der i begge situationer var udstyret med AA!
Så han var altså heller ikke uheldig på dagen. Men med så mange turneringsliv på samvittigheden, burde hans forspring i toppen faktisk være mere markant. Han har knap 29 procent af chipsene på det syv mand store finalebord.
Det ser sådan ud:
1 Joel Nordkvist 1,205,000
2 Benny Spindler 844,000
3 Keven Stammen 744,000
4 Philipp Gruissem 460,000
5 Joseph Cheong 329,000
6 Igor Kurganov 318,000
7 Kent Roed 317,000
Der er 288.000 euro til vinderen.
Vanvittig svensk præstation førte til chiplead i EPT-highroller-finale
Acemag.dk