Det bliver som minimum til en ekstra omgang i manegen for Jacob 'Sasuke' Rasmussen, der for kort tid siden har givet os følgende korte opdatering fra det spanske:
"Vandt over Sami Kelopuro."
Dermed er danskeren klar til anden runde i den dyre turnering, og vi arbejder naturligvis på at holde jer opdateret.
Indtil videre står det i hvert fald klart, at der i anden runde spilles bedst af 3 runder.
Vinder danskeren den dyst, er han klar til kvartfinalen.
Oprindelig artikel
Det er ikke kun ved Main Event, der er gode penge at score ved EPT Barcelona.
Super High Rolleren er allerede færdigspillet, og nu er der også skudt gang i den €10.300 dyre heads up-turnering, hvor vi har en enkelt dansk deltager. Det er hverken Gus eller Theo, men derimod Jacob 'Sasuke' Rasmussen, der er kommet i menneskehænder i et ikke overraskende stærkt felt.
I første runde er han parret med Sami 'LarsLuzak' Kelopuro, og det står allerede nu klart, at han står til endnu en finne, hvis han klarer sig videre til kvartfinalen. Her venter vinderen af dysten mellem Heikki Piira og Juha Lauttamus.
Elky og Alec Torelli er allerede faldet fra i første runde, men tilbage står blandt andre Justin Bonomo, Jonathan Duhamel, Dan Smith og Dario Minieri, så 'Sasuke' skal nok få sin sag for.
Sasuke er bestemt ikke ny i heads up, og tilbage i september sidste år vandt han en ligeledes stjernespækket heads up-tour ved Partouche Poker Tour.