I pokerparret Dan og Beth Shaks tilfælde er der gået hårknude i det. Og havde det ikke været for den kedelige situation, havde de nok godt selv kunne se det sjove i årsagen: Damesko!
Intet mindre end 1200 par af slagsen, som Dan Shak nu vil have sin del af. Om det er for at gå i dem eller bare for at få værdien af dem, melder historien ikke noget om, men ikke så overraskende er Beth Shak noget ked af situationen.
"Jeg ryster på mit hoved over det her. Han siger, han ikke vidste, at skabet i vores soveværelse eksisterede," lyder det fra hende ifølge The New York Post.
Under alle omstændigheder må man sige, at det lyder til, de to har truffet det rigtige valg ved at gå fra hinanden.
Og så meldes samlingen for øvrigt at have en værdi, der kan gøre skilsmisseforliget hundredetusinder af dollar mere værd for Dan Shak.