Det er efterhånden svært at skælne de individuelle WSOP-dage fra hinanden.
Der stiller fortrøstningsfulde danskere til start, de holder som regel ved et godt stykke tid og får ofte chippet godt op, men ender i den sidste ende med at falde fra, inden det for alvor bliver sjovt.
Samme billede gentog sig i går ved $3.000 6-handed. Her kom især Jonas Klausen fint fra start og følte sig rigtig fint tilpas. Ved første pause havde han mere end fordoblet sin stak fra 9.000 til 20.500, men det skulle desværre også vise sig at være dagens højdepunkt.
De næste timer var langt hovedparten af meldingerne negative, inden han kunne skrive:
"Brutalt ville være en pæn måde at sige det. Ude."
Meget bedre gik det ikke for Lars Bønding, der hurtigt mistede en god del af stakken i et flip og aldrig rigtig kom sig over den behandling.
Sidste sikre danske kort er Mickey Petersen, der ikke har opdateret siden spisepausen for fire timer siden, hvor han lå i 20k.
Det tegner ikke umiddelbart godt, men vi holder jer naturligvis opdateret, når vi har fået noget bekræftet.
Endnu en skuffende dansk WSOP-dag
Acemag.dk