Der er stadig mere, der peger i retning af, at en endelig aftale mellem de involverede parter er lige på trapperne.
Det seneste er et jobopslag fra PokerStars, der søger en software-udvikler i Dublin, der er hjemby for Full Tilts hovedkvarter. Det stillingsopslag er at finde på PokerStars' engelske hjemmeside.
Samtidig har hjemmesiden gambling911 netop meldt ud, at der kommer en pressemeddelelse fra PokerStars indenfor en nær fremtid.
Kl. 18.29
Ifølge vedholdende rygter bliver PokerStars senere i dag officielt ejer af de to største pokersider online, når de opkøber Full Tilt Poker.
Ifølge en anonym bruger på 2+2 skulle PokerStars med opkøbet være klar til blandt andet at tilbagebetale alle de indefrosne midler, der er blevet opholdt siden Full Tilt blev lukket sidste sommer.
Til trods for, at det er brugerens første tråd på forummet, er en af de store moderatorer på forummet, NoahSD, efterfølgende blevet kontaktet af det, han selv kalder for 'insider'-kilder, der har bedt ham om ikke at slette tråden.
Et opkøb skulle ifølge den selvsamme anonyme bruger betyde, at begge sider kommer tilbage online, at der kommer individuelle promotions på de to sider, og at de ansatte på begge sider kan beholde deres jobs.
Flere proer kommer med antydninger af, at der er noget om snakken. Blandt andet skrev Daniel 'Jungleman' Cates for to dage siden følgende på sin twitter:
"Har for nylig hørt meget lovende nyheder om Full Tilt. Jeg kan ikke dele det, fordi det er fortroligt, men tingene ser godt ud."
Der foreligger endnu ikke noget endeligt, men så snart vi ved mere, bliver der naturligvis opdateret.