38 spillere stillede til start, og inklusiv rebuys ligger præmiepuljen på €4,3 millioner. Og da der stadigvæk er mulighed for at købe sig tilbage, er der formentlig udsigt til endnu flere skillinger til den endelige vinder.
Førstepladsen indtages lige nu af Talal Shakerchi, der har mere end en million i stakken efter på dagens sidste hånd at have skudt Viktor 'Isildur' Blom i sænk med en turnet flush mod svenskerens overpar.
På andenpladsen ligger den brandvarme Jonathan Duhamel, der ser ud til at føje yderligere til sin imponerende resultatliste for 2012. Også Phil Ivey ligger fint til på en sjetteplads med godt og vel halvanden average.
Tidligere på dagen fik vi nævnt, at Gus Hansen var ude, men ifølge Pokernews' opdateringer skulle han være klar til at fyre endnu en af de helt store kugler af, når spillet genoptages på dag 2. Det vil han i så fald gøre med 50 big blinds og altså stadigvæk fin mulighed for et comeback.