Obrestad skriver med agent

Obrestad skriver med agent

Der er trange kår på sponsormarkedet i det meste af pokerverdenen netop nu. Det kan drive selv nogle af de største stjerner mod nye veje i jagten på de ekstra støttekroner, der er at kæmpe for.

Sidste skud på stammen er Annette Obrestad, der har skrevet under med agentbureauet Poker Royalty. Den norske pokerdronning brød for alvor igennem med sin sejr ved World Series of Poker Europe Main Event som blot 18-årig, og bliver betragtet som en af de allerstærkeste kvindelige pokerspillere og måske pokerspillere i det hele taget.

På det seneste har der dog været noget mere stille fra nordmanden, og man kunne derfor måske tænke sig, at underskriften er et forsøg på at få skudt gang i karrieren igen.

"Jeg er begejstret over at kunne meddele, at jeg nu officielt har skrevet under med Poker Royalty. Jeg har kendt til firmaet i et par år og ved, at deres gode ry i miljøet er velfortjent," udtalte Obrestad i forbindelse med offentliggørelsen ifølge Pokernewsdaily.

Af andre profiler, Poker Royalty har i stalden, kan blandt andre nævnes Gus Hansen, Carlos Mortensen og Eugene Katchalov.
asd