Det er snart halvandet år siden, at Jonathan Duhamel blev verdensmester ved at tage WSOP Main Event i 2010.
Det har været en hektisk tid. Ikke mindst de første par måneder efter sejren med mediecirkusset og de seneste par måneder med turneringssucces og det voldsomme overfald i hans hjem i Canada. Det får nu Duhamel til at reflektere over sejren og tiden efter i en tredelt blog på pokerstars.
I den første af slagsen kommer det ikke mindst til at handle om den voldsomme opmærksomhed og om at gå fra at være en ganske almindelig dødelig til pludselig at være en berømthed.
"I den situation er du nødt til at kunne ændre dig. Der er medier over det hele, du bliver berømt fra det ene sekund til det andet og alle genkender dig. Der er så mange forespørgsler på samme tid, og du har ikke tid til at tage dig af dem alle," skriver Duhamel.
Han bruger også mange kræfter på at fortælle om, hvor forsigtig man skal være med sin optræden, når man pludselig er et stort navn:
"Der er mennesker, der bare venter på den mindste fejl fra dig til at kunne stille sig op på et tag og råbe at du ikke er perfekt," lyder advarslen, der dog ikke bliver fulgt op af specifikke eksempler fra canadieren selv.
Du kan læse den første blog her.
Duhamel: Folk venter på den mindste fejl
Acemag.dk