Dag 2 blev endestationen for såvel Phil Ivey som 75 procent af den resterende danskerdelegation ved APPT Macau.
Som vi tidligere kunne berette, måtte Mickey Petersen melde pas efter en ellers lovende start, og de to gange Nielsen med fornavnene Thomas og Karsten har fulgt trop på railen, uden at det dog fremgår hvordan.
Det vil vi heller ikke hænge os mere i, men i stedet fokusere på den enlige danske overlever, Frederik de Linde Farrington, der starter dag 3 med 125.200 i stakken. Med 105 resterende af 575 startende er det godt og vel 2/3 af average.
Noget bedre ser det ud for den 10-dobbelte bracelet-vinder Johnny Chan, der sidder på næsten den dobbelte stak af danskeren. Chan indtager en placering som nummer 23, men har stadigvæk lang vej op til chipleaderen Nathaniel Seet, der har skrabet chips til sig hele dagen og fik gjort det op til 774.500 ved dagens slutning.
Også med endnu er blandt andre Randy 'Nanonoko' Lew, Jose 'Nacho' Barbero og Terrence Chan.
Vi holder jer naturligvis opdateret med den danske jagt på Hongkong Dollar, når spillet genoptages.
Enlig dansk overlever i Macau - Johnny Chan blander sig
Acemag.dk