Det er ikke altid lige let at leve livet som en del af det omrejsende pokercirkus. Det har Theo Jørgensen måttet sande ved sin ankomst til Amsterdam, hvor han er taget ned for at deltage i de saftige cashgames.
I første omgang havde han taget et natfly til den hollandske hovedstad, og valgte at tage direkte på kasinoet, da han ikke havde booket et hotel hjemmefra. Det viste sig dog sværere end som så at finde et værelse, og så var gode råd dyre:
"Det tætteste hotel lå ifølge hotels.com 34 km væk. Martin Vallø skyndte sig at gå i seng, da han så det, inden jeg kunne nå at spørge, om jeg måtte overnatte i hans værelse. Eller jeg nåede at spørge ham, men det var i samme øjeblik som elevatoren lukkede med ham på vej op og mig efterladt bagved. Klokken 4.45 checkede jeg ind på et hotel, jeg tror er et 1,5 stjernes hotel," skrev Theo i går på facebook.
Den vurdering af hotellet blev dog yderligere nedjusteret i en senere besked hvoraf det også fremgik, at søvnproblemet på ingen måde var blevet løst.
"Dobbelt cappucino og adrenalin er en dårlig blanding, når man forsøger at falde i søvn. Utroligt, at jeg aldrig lærer at stoppe med at drikke kaffe efter midnat. Men så igen: Det havde måske ikke været bedre uden. Jeg er ret sikker på, jeg så det hollandske SWAT gennem nøglehullet på mit 1,5 stjernes hotel, hvilket jeg forresten har nedjusteret til under én stjerne efter den episode," fortæller Theo fra Amsterdam.
Vi krydser fingre for, at der er kommet styr på udenomsbrokken, så der snart er saftige historier fra kasinoet.
Theo er søvnløs i Amsterdam
Acemag.dk