Vi fangede Anders Bisgaard Rasmussen her mindre end en time inden starten på dagens WPT-action, hvor der skal findes et finalebord, og her kunne Party Poker-kvalifikanten fortælle om en anderledes optakt.
"Jeg er faktisk lige på vej i bilen fra hotellet. Det ligger i Luxemborg, så der er godt tre kvarter hver vej. Det gør mig egentlig ikke noget, men det er godt nok en situation, jeg ikke har oplevet før."
Til gengæld får Anders Rasmussen så lidt tid til at tænke over, hvordan dagen skal gribes an, og selvom han endnu ikke kender sit bord på dag 4, er der nogenlunde vished om, hvad der skal ske.
"Jeg synes umiddelbart, mine muligheder er fornuftige, hvis jeg kan finde det samme spil, som jeg har spillet de andre dage. Generelt har jeg været skiftevis ude og inde af zonen turneringen igennem. Når det ikke lige har kørt, har jeg skiftet tempoet lidt ned og sørget for ikke at tabe det store, og så har jeg spillet til, når jeg har kunnet mærke, at der er overskud," fortæller Anders til acemag.
Til dagens bordlodtrækning er det især den franske pro Arnaud Mattern og den tidligere november niner Joseph Cheong, danskeren håber på at slippe udenom. Og i hvert fald meget nødig ude af position. Sidstnævnte bar ellers en god del af grunden til, at det ser så positivt ud for Anders Rasmussen.
"Jeg spiller en hånd mod Joseph Cheong med K10, hvor jeg flopper KK10 med to spar. Det var egentlig et meget fornuftigt flop. Jeg better ud, han vælger at raise, og her kommer jeg så ind med et 4-bet. Det gør jeg, fordi jeg ved, han er en ballademager og spiller virkelig godt. Han er den ubetinget bedste spiller, jeg har spillet imod hernede. Han kalder, og på en blank turn better jeg forholdsvis småt med 25k ud i 90. På river kommer den tredje spar, og der skyder jeg tæt på potbet. Han tanker i lang tid og ender med at kalde, så det var jeg rigtig fint tilfreds med," siger danskeren, der efterfølgende fik et ekstra boost efter at have talt med Cheong om hånden.
"Da dagen var færdig sagde han, at han egentlig havde tænkt sig at folde, men at han så kunne fornemme, at jeg var lidt svag. Så et eller andet må jeg have gjort rigtigt."
Anders Bisgaard Rasmussen starter dagen som nummer 2 af 19, og det er de sidste 6, der får æren af at komme tilbage til finalebordet i morgen.
Anders Rasmussen: 'Det er ind og ud af zonen'
Acemag.dk